SOTD 26 september 2016 – Test af Geo F. Trumper Eucris Soap
Mandage også oven i købet regnvejr, så kan ugen næsten ikke starte værre. Ja det skulle da så lige være, at man også har et barn der kaster op. Men der er intet som en god shave ikke kan rette op på 😀 
Thomas Grenberg har væres så venlig at låne mig to Geo F. Trumper sæber, den ene er deres extract lime og den anden Eucris. Idag testede jeg sidst nævnte første gang. Under research kunne jeg se, at ingredienslisten på denne sæbe ikke er meget anderledes end en gængs håndsæbe. Så mine forventninger faldt altså lidt. Første indtryk var duften. Rigtig dejlig klassisk Old School barberduft. Blød, rund og mandig. Skumningen var svær, jeg prøvede både med alm. varmt vand samt lunt demineraliseret vand. Sidstnævnte gav bedst resultat. En meget luftig lidt badekars agtig skum, var hvad det nemmest kunne blive til. Men jeg fortsatte med kostearbejdet og forsøgte på bedste vis at få lidt af luften ud, så der kunne opstå lidt cremethed. Men det lod sig ikke rigtig gøre. Men fik da efter meget arbejde, til sidst en skum der kunne blive på kinden lidt, inden den fordampede væk. Hvad glid angår var jeg heller ikke imponeret. Synes kniven nærmest løftede det luftige og lette skum, og det virkede ikke som om, at skummet havde nogen effekt på glidet overhovedet.
Jeg havde dog håbet på at huden bagefter var velplejet. Trumpers cremer hører man ofte få stor ros for netop dette, så havde et håb om, at deres sæber var lige så gode. Men her måtte jeg altså også se mig skuffet. Min hud var ikke fan af denne sæbe. Lettere udtørret og nu ca. 15 min efter, selvom jeg brugte aftershave ret hurtigt, føles min hud stadig lettere irriteret.
Jeg havde forventet mig langt mere af denne sæbe, så må sige jeg er en anelse skuffet. Jeg vil dog teste den et par gange mere inden jeg laver en reel anmeldelse, da der stadig er små ting der kan gøres anderledes.
Tillige med sæben, testede jeg idag en ny kost. En Rein Dachs, til den nette pris af 60 kr. Rein Dachs betyder oversat fra tysk til engelsk Pure Badger. Den er ikke silvertip og ud fra prisen og hvordan den føles, vil jeg antage at det er hår fra de absolut ringeste områder af grævlingen. Den er ikke specielt blød og lækker, men har en god størrelse til en nybegynder og giver god friktion ved skumning. Håndtaget er lavet i noget ret cheasy plastik og fremstår ikke særlig luksusagtig på nogen måde. I ansigtet var den let stikkende, har givet den balsam nu, for det måske kan bløde den op. Jeg tænker også at teste ovenstående sæbe med en anden og langt bedre kost imorgen, måske det giver en stor forskel hvem ved ? Samlet vil jeg ikke rose denne kost for meget, ja den er ægte grævling og ja den har en god størrelse. Men så er det gode ved den vidst også sagt.
Kniven var idag mit store jern af en R. Holder. Super lækker vintagekniv.
Sidst blev barberingen fuldendt af Matas Aftershavebalm.