Alexander Simson Aftershave Balm
Vurdering - 9/10
Emballagen.
Igen er emballagen heller ikke hos aftershaven noget at skrive hjem om. De kliniske hvide tuber, med påtryk der mest af alt udstråler håndcreme eller bodylotion, efterlader ikke meget mandig feeling. Tuben er dog ganske praktisk, og er nem at dosere fra. Nordisk design ja, men virkelig kedeligt.
Duften:
Alexander Simpson serien kommer med tre dufte, som går igen mere eller mindre identisk i alle tre produkter. Der er generelt tale om meget afdæmpede dufte. Men tilgengæld nogle enormt behagelige duftprofiler, der virkelig emmer af faglig stolthed og finesse. Dufte der føles ægte og naturlige. Dufte som bare er helt rigtige, selvom de er meget milde. Shavecream er klart den af de tre der er absolut mildest i duften. og under opskumning svinder duftene yderligere ind. Preshaven er også meget mild, men den har dog lidt mere fylde end cremen. Sidst aftershave balmen, som er den “kraftige” af de tre. Den er bestemt også til den afdæmpede side. Men den har lige præcis power nok, til at man kan ane dens behagelige noter et godt stykke tid efter påføring. Samtidig er man sikker på ikke at skræmme nogle væk med disse dufte, da det er dufte alle ville kunne holde ud og de fleste nok ville synes er rigtig skønne.
Duftprofilerner har jeg gennemgået i Shave cream reviewet
Performance:
Her skal roserne altså også have lov at falde lidt over Alexander Simpson, for det er virkelig en lækker balm. Den er spækket med en hel perlerække af plejende produkter, heriblandt Kakaosmør og cedertræs olie som de fremtrædende. Balmen er med alkohol, men det er ikke mærkbart, så er ikke noget man skal lade sig forskrække af, hvis man ikke normalt er til den slags. Ved påføring føler man en hurtig varme i kinderne, ikke som en brændende fornemmelse, men som ved et behageligt lunt håndklæde. Det giver øjeblikkeligt ro i huden og kort efter føles huden elastisk og velhydreret. Den gode hudfølelse, er af den vedvarende slags og holder dagen ud om ikke længere. Den fedter ikke og er yderst nem at fordele på huden.
Den samlede vurdering:
En aftershave der i den grad bør forefindes hos den kræsne mand. Virkelig en luksuriøs oplevelse og lige som med cremen, så er den med en pris på mellem 135 og 155 kr. for 100 ml. også lidt en luksus balm i mellemklasse klæder. Den er til med drøj i brug og danner dermed også her, rammen om et virkelig value for money produkt.
/af Michael Jeppesen