Alexander Simson Preshave Oil
Vurdering - 6/10
Emballagen.
Som så mange andre olier, kommer også Alexander Simpson preshave olie i en glasflaske. Flasken der giver produktet en god tyngde både rent visuelt men også fysisk. Ser ganske godt ud og er prydet af deres meget simple, på grænsen til det kedelige, brandede label. For lige der taber de altså lidt på designet. Logoet i sig selv, med sin form som et barberblad er egentlig godt nok, og er jo lidt i tråd med deres kendte gyldne emblem logo fra kostene. Men nej hvor er det altså en kedelig indpakning, til et ellers godt produkt. Dertil har man så valgt en drypprop på flasken, som er af så ringe beskaffenhed, at det nærmest er umuligt at få olien ud af flasken. Man skal simpelthen slå så hårdt med flasken mod hånden, at hvis den smutter, er du sikker på at have glasskår over hele badeværelset. Det hjælper dog en anelse at puste lidt luft derned i først, men det bør jo ikke være nødvendigt. Alt design er selvfølgelig en smag sag og er produktet godt, er designet sekundært. Men det er bare en stor del af det samlede indtryk og samtidig det eneste indtryk man har, når man køber for første gang.
Duften:
Alexander Simpson serien kommer med tre dufte, som går igen mere eller mindre identisk i alle tre produkter. Der er generelt tale om meget afdæmpede dufte. Men tilgengæld nogle enormt behagelige duftprofiler, der virkelig emmer af faglig stolthed og finesse. Dufte der føles ægte og naturlige. Dufte som bare er helt rigtige, selvom de er meget milde. Shavecream er klart den af de tre der er absolut mildest i duften. og under opskumning svinder duftene yderligere ind. Preshaven er også meget mild, men den har dog lidt mere fylde end cremen. Sidst aftershave balmen, som er den “kraftige” af de tre. Den er bestemt også til den afdæmpede side. Men den har lige præcis power nok, til at man kan ane dens behagelige noter et godt stykke tid efter påføring. Samtidig er man sikker på ikke at skræmme nogle væk med disse dufte, da det er dufte alle ville kunne holde ud og de fleste nok ville synes er rigtig skønne.
Duftprofilerner har jeg gennemgået i Shave cream reviewet
Performance:
Preshave olien fra Alexander Simpson er ikke uden evner. Men nogen top performer på området er den dog ikke. Den er meget tyk at påføre og trænger uhyggelig hurtigt ind. Hvilket gør at man skal bruge en hel del af den, for at mætte huden. qua den er tyk, har den også tendensen til at blive klistret hvis man ikke får den masseret godt nok ind. Der skal lægges tid og kærlighed i at nå det gode resultat med denne preshave. Måske lidt mere end godt er. For den er ikke for begyndere. Men er den masseret korrekt ind og med de rette mængder. Ja så giver den faktisk et ok øget glid og særligt beskyttelsen er nok dens spidskompetence.
Den samlede vurdering:
Ser man Alexander Simpson´s preshave som et enestående element og holder den op mod andre gode preshave produkter, er den bestemt ikke nogen topscore. Den imponere lidt på beskyttelse og efterpleje. Men glid, som er en af preshavens hovedformål, synes jeg den svigter lidt på og får man den doseret det mindste for meget, eller for man ikke brugt nok tid på at massere den ind, så straffes man øjeblikkeligt med at få en klæbende hud overflade i stedet. Får man den derimod doseret korrekt og brugt tiden på den, samt bruger den sammen med Alexander Simpson´s øvrige produkter, ender man med en fantastisk hudfølelse. Men dens manglende brugervenlighed og kedelige design trækker desværre i mine øjne meget ned og gør den ikke til nogen topscore i preshave verdenen.
/af Michael Jeppesen